Europas vindindustri

RWE Offshore Wind efterlyser fleksibilitet i udbygningen af havvind

Den europæiske vindmølleindustri er efter en årrække med store udfordringer på vej mod bedre tider takket være nye initiativer fra EU og nationale regeringer. Der er dog fortsat risiko for flaskehalse i udbygningen af europæisk havvind, fortæller Sven Utermöhlen, CEO hos RWE Offshore Wind.

RWE Kaskasi Wind farm

RWE ejer blandt andet vindmølleparken Kaskasi, som i 2022 blev opført 35 km fra Helgoland i den tyske del af Nordsøen. Arkivfoto: RWE

EU kommer i gennemsnit til at installere 29 GW vindenergi årligt i 2024-2030, ifølge de seneste prognoser fra WindEurope. Det vil give en samlet kapacitet på 393 GW, og dermed er de europæiske 2030-målsætninger, som ifølge brancheorganisationen kræver 425 GW næsten inden for rækkevidde.

Det er en optimisme, som mærkes flere steder i den europæiske vindindustri. Heriblandt hos tyske RWE, der er et af Europas største energiselskaber og som spiller en nøglerolle i overgangen til et vedvarende energisystem..

- Tingene ser atter lysere ud for vindenergi i Europa. Tilladelser til vindmølleparker på land er fremskyndet takket være nye EU-regler. Investeringerne er på vej op. Rekordstore mængder bliver udbudt og bygget. Og havvind har nået nye højder med en installeret kapacitet på 3,8 GW i Europa sidste år, bemærker Sven Utermöhlen, CEO i RWE Offshore Wind.

Mød Sven Utermöhlen

Hvordan lykkes vi med at skabe en vellykket udbygning af havvind i Danmark og i Europa?

11. april uddyber Sven Utermöhlen sine perspektiver på udfordringerne i værdikæden for havvind. Det sker på Green Power Denmarks årsmøde for den grønne industri.

Se programmet og tilmeld dig

...

Inflation og stigende omkostninger har de seneste år hængt som en sky over den europæiske vindmølleindustri, der desuden har kæmpet med lavere volumen i ordrer og øget konkurrence i den globale vindarena.

Et øget politisk fokus – bl.a. med EU’s Wind Charter, hvormed medlemslandene forpligter sig til at støtte den grønne industri – er ifølge Sven Utermöhlen medvirkende til, at man er ved at genfinde sit fodfæste flere steder i den europæiske vindmølleindustri.

Dog peger den erfarne energidirektør på et område, der fortsat giver anledning til bekymring.

- Vi ser, at nogle virksomheder i forsyningskæden i vender tilbage til at være profitable og bygger nye fabrikker. Det er klare tegn på, at vindindustrien i Europa bevæger sig i den rigtige retning. Men der er stadig et mismatch mellem målsætningerne for opførelse af offshore vind og produktionskapaciteterne i Europa, pointerer han.

Pres på forsyningskæder

I løbet af få år skal der opføres hidtil usete mængder af havvind. Både i Danmark, Europa og resten af verden. Det lægger stort pres på de vindmølleproducenter og underleverandører, der på rekordtid skal levere flere vinger, tårne og fundamenter end nogensinde før.

Alene RWE forventer at udvide sin offshore-kapacitet fra 3,3 GW i dag til 10 GW i 2030. En robust europæisk forsyningskæde er derfor helt afgørende for, at målsætningerne for 2030 kan lade sig gøre.

Sven Utermoehlen - RWE
Sven Utermöhlen ser tegn på fremgang i den europæiske vindindustri. Men der er fortsat risiko for flaskehalse, påpeger han. Foto: RWE

- Derfor arbejder vi løbende sammen med vores leverandører for at vurdere deres tilgængelige kapacitet i forhold til vores langsigtede planer. Og vi indgår langsigtede aftaler, som vi bl.a. gjorde sidste år med to specialiserede offshore-installationsfartøjer. Det hjælper os i et tight marked, siger han og fortsætter:

- Dog afspejler de nuværende regulatoriske forhold ikke tilstrækkeligt de udfordringer, industrien står overfor, både i forhold til virksomheder i forsyningskæden og os som udviklere. Det er noget, man er nødt til at adressere for at holde udbygningen på sporet, og samtidig sikre at investeringerne forbliver i Europa og muliggør en energiomstilling, der også er skabt i Europa.

Han fremhæver blandt andet, at 2030-målsætningerne i sig selv bliver flaskehals for en vellykket udbygning, da mange europæiske lande ønsker projekter leveret og tilsluttet til elnettet inden for en ganske kort periode i årene op til 2030.

Derfor opfordrer han til, at de nationale regeringer i EU giver plads til mere fleksibilitet for, hvornår ny kapacitet skal tilsluttes elnettet for bedre at imødekomme den store konkurrence om komponenter, havnefaciliteter, installationsfartøjer og kvalificeret arbejdskraft.

Danmarks største havvindmøllepark

I planerne om RWE’s 10 GW i 2030 indgår også parken Thor, som fra 2027 skal producere grøn strøm i havet ud for Thorsminde svarende til forbruget i én million danske husstande.

- Vi er meget taknemmelige for den varme velkomst i Holstebro- og Lemvig-området og kunne ikke håbe på et bedre partnerskab, siger Sven Utermöhlen, som glæder sig over, at det store projekt overordnet forløber som planlagt.

I de kommende år skal der installeres fundamenter og trækkes kabler til havvindmølleparken, der bliver Danmarks hidtil største. Det første spadestik til Thor blev taget i foråret 2023 i Lemvig, hvor den landbaserede transformerstation skal tage imod strøm fra de 72 havvindmøller fra Siemens Gamesa.

En del af mølletårnene skal bl.a. produceres med lavemissionsstål, og mere end halvdelen af vingerne vil bestå af Siemens Gamesas RecyclableBlade.

- Det er banebrydende. Ikke kun for RWE, men også for Danmark. Vi er stolte af at kunne være med til at vise vejen mod en mere bæredygtig fremtid, siger Sven Utermöhlen om valget af mølletyper og koncept.

Afventer statslige udbud

Foruden Thor driver RWE Rødsand II ved Lolland, som de ejer sammen med energi- og fibernetkoncernen Andel. Dertil pointerer Utermöhlen, at man er villig til at investere i mere dansk havvind, hvis blot udbudsbetingelserne tillader det.

Derfor er det endnu for tidligt at sige, om RWE vil melde sig på banen i de kommende statslige udbud af 9-14 GW havvind.

- Det er fantastisk at se, at Danmark sigter højt, og udbuddene repræsenterer en hidtil uset mulighed for at udnytte den danske vindressource og for at konsolidere Danmarks position inden for offshore vind og produktion af brint. Men for os er et attraktivt dansk offshore-marked afhængigt af rammevilkår, fastslår han.

Han hæfter sig bl.a. ved detaljer omkring vetoret for det statslige medejerskab og manglende plads til fleksibilitet i planlægningen, som påfører udviklerne en større finansiel risiko.

- Hvis der er begrænset fleksibilitet med hensyn til byggeplanen på en i forvejen meget ambitiøs tidsplan for levering og høje bøder, hvis milepælene ikke nås i tide, så udgør det en høj risiko for os som udvikler. Og det gør udbuddene mindre attraktive sammenlignet med nogle af de andre markeder, vi er aktive i, siger han.

11. april kan du møde Sven Utermöhlen på Green Power Denmarks årsmøde for energiindustrien. Her er han blandt andet i selskab med Henrik Andersen, adm. direktør i Vestas og Bianca Bruhn, Country Director i Google. Se programmet og tilmeld dig:

INDUSTRY
11. april 2024 kl. 09.15 - 17.00
Clarion Hotel Copenhagen Airport

Join us for Green Power Denmark's annual meeting for industry members. Alongside influential green energy companies and business leaders, we will delve into the future of the green energy industry, exploring current trends among industry leaders, manufacturing companies and suppliers in Denmark.

Nyheder direkte i din indbakke?