GREEN POWER PRISEN

Her er de nominerede til Green Power Prisen 2023

Green Power Prisen skal fremhæve indsatser, som understøtter og sætter skub i den grønne omstilling for at inspirere resten af samfundet. De tre nominerede er DOT, GreenLab Skive og HySynergy. Prisen uddeles for første gang på Green Power Denmarks Topmøde 1. juni.

Green Power Prisen 2023

Produktionsvirksomheden DOT A/S, GreenLab Skive og HySynergy er nominerede til årets Green Power Pris for ekstraordinære initiativer, der sætter et grønt aftryk og forandrer den danske energisektor. Vinderen offentliggøres den 1. juni på Green Power Denmarks Topmøde 2023.

Green Power Prisen skal hvert år fremhæve indsatser, som understøtter og sætter skub i den grønne omstilling for at inspirere resten af samfundet. I år gives prisen til den organisation eller enkeltperson, der er med til at skabe morgendagens grønne løsninger, der elektrificerer Danmark. De tre nominerede er DOT, GreenLab Skive og HySynergy.

– Med Green Power Prisen ønsker vi at fremhæve dem, der har tør træffe modige beslutninger, som kan bidrage til elektrificering af morgendagens energisystem. Det er DOT, GreenLab Skive og HySynergy er pragteksemplarer på. De tre nominerede viser en stærk systemtænkning og en skalerbarhed, der i den grad er nødvendig for morgendagens energisystem, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

I juryens bedømmelser vægter modige beslutninger, fokus på morgendagens behov og elektrificering af det danske samfund. Vinderen af Green Power Prisen offentliggøres den 1. juni på Green Power Denmarks Topmøde 2023.

De tre nominerede

DOT A/S
DOT er nomineret for at stille deres produktionsapparat, en zinkgryde, til rådighed for forbrugsfleksibilitet i elnettet. I perioder, hvor Danmark har mindre elektricitet til rådighed, kan DOT nedjustere deres elforbrug for at skabe mere plads i elnettet. DOT er den første produktionsvirksomhed som er opkoblet på Flex Platformen og har eksperimenteret med at tilbyde forbrugsfleksibilitet i kernen af deres produktion. De viser vejen for andre produktionsvirksomheder, der ønsker at bidrage til den grønne omstilling i en fremtid med mere fluktuerende energi og øget behov for forbrugerfleksibilitet.

GreenLab Skive
GreenLab Skive er nomineret til Green Power Prisen for at skabe en industripark, hvor industriproduktion og energisystemer sammentænkes. De har nedbrudt "energisiloer" og vist, hvordan produktion og energiinfrastruktur kan kobles sammen på en innovativ og grøn måde. GreenLab Skive har fokus på morgendagens behov og er et vigtigt testsite for nye teknologier og udviklingen af grøn brint. GreenLab Skive viser, hvordan en industripark kan være en vigtig brik i den grønne omstilling og bidrage til morgendagens energisystem.

HySynergy
HySynergy er nomineret for deres innovative projekt med at etablere Europas største brintfabrik med en forventet daglig produktion på 8 ton i første halvdel af 2023. Projektet understøtter elektrificering gennem elektrolyseanlæg og flydende brændstoffer i sektorer, hvor elektrificering ikke er umiddelbart mulig. Beslutningen om at etablere projektet har krævet mod og fremsynethed. Med Power-to-X-projektet gør HySynergy det muligt at omdanne vedvarende energi fra sol og vind til grøn brint. Dette baner vej for, at Danmark kan blive et foregangsland i udviklingen af fremtidens grønne brændstoffer.

...
Se DOT forklare om deres fleksibilitetsløsning.
Se video om GreenLab Skive
Se mere om HySynergy

 

Juryen for Green Power Prisen består af  

  • Jesper Hjulmand, bestyrelsesformand, Green Power Denmark
  • Rasmus Horn Langhoff (S), formand for klima-, energi-, og forsyningsudvalget
  • Kathrine Richardson, professor i Biologisk Oceanografi og leder af Sustainability Science Centre, Københavns Universitet
  • Mette Louise Kaagaard, administrerende direktør, Microsoft Danmark
  • Christine Ravn Lund, forkvinde, DUF
  • Kristian Jensen, administrerende direktør, Green Power Denmark
  • Lea Bigom Wichmand, medarbejderrepræsentant, Green Power Denmark
...
Arrangement
1. juni 12.00-18.00
Bella Arena

Green Power Denmark ser frem til 1. juni, hvor vi inviterer til Topmøde under overskriften: Morgendagens energisystem.

Nyheder direkte i din indbakke?